Substituerende it

Som jeg var inde på i det forrige indlæg, er jeg nysgerrig på, hvordan elever i læsevanskeligheder sikres mulighed for en ligeværdig adgang til læring og deltagelse i skolernes læringsfællesskaber. 
I og med at den håndholdte teknologi nu er blevet en hverdagsteknologi, er tilgængeligheden stor. Hvis vi ønsker det, har vi teknologien til rådighed hele tiden, hvilket giver nogle helt andre muligheder for at etablere it-baserede læringsmiljøer, en generel digitalisering af læringsmiljøet og dermed helt andre muligheder for gruppen af elever i læse- og skrivevanskeligheder.
Det er derfor relevant at se lidt nærmere på Karin Levinsens begreb substituerende it (Levinsen 2008).

• Når vi bruger it kompenserende, så erstatter it en mangel og forandrer personen.

• Når vi bruger it substituerende, så forandrer vi praksis og kontekst omkring personen.

Substituerende it indgår i de sociale, lærende situationer (formelle og uformelle) og bidrager aktivt til konstitueringen af de sociale muligheder og relationer. It opfattes derfor både som et redskab eleven benytter, som en egenskab ved eleven og som social aktør i den sociale kontekst (Levinsen 2008, s. 6).

Forskellen ligger altså ikke indbygget i selve teknologien, men som en konsekvens af de måder, vi forstår, tænker og bruger teknologien på. 

Desværre viser en undersøgelse foretaget af Nota og Epinion (2011), at anvendelsen af it, og digitale tekster og læseteknologi i skole og undervisning, fortsat er ganske lille. Det kunne derfor tyde på, at det ikke længere er teknologien der er udfordringen, men snarere holdningen til dens anvendelse og den deraf følgende pædagogiske og didaktiske praksis og viderudvikling (Arendal 2012) 

Det er en problematik der går igen i flere indlæg på de forskellige blogs, bl.a. skriver Ture på sin blog: 

Jeg oplever, at mange undervisere har en teknologiforståelse, hvor de har en forventning om at teknologien i sig selv er bærer af et øget læringsudbytte og mere motiverede elever.

Trine skriver i en kommentar til jajajacob at: Der mangler i høj grad viden om, hvordan ikt bedst understøtter læreprocesser. Vi lever i en tid, hvor alt skal være evidensbaseret, men hvor vi ikke just svømmer i ikt-didaktiske forskningsundersøgelser. Evidens handler om at finde frem til den bedst tilgængelige viden på området for at pege på fremgangsmåder, der fremstår som mere velbegrundede at anvende end andre. Og sådanne fremgangsmåder har vi rigtig meget brug for at få udpeget.

Carol Allen (som I blev introduceret til i et tidligere indlæg) mener at vi skal give "kontrollen" til eleverne og lade dem gå forrest - vi skal turde have en mere innovativ tilgang til arbejdet med de digitale medier og platforme.

I decembernummret af Asterisk skriver Ole Sejer Iversen under overskriften "Vi kan lære af de små eksperter", at vi i langt højere grad skal samarbejde med børnene/eleverne om at udvikle og designe de digitale løsninger. 

I skole 2.0 uddifferentieres didaktikken og er ikke længere lærerens domæne - eleverne bliver meddidaktikere og er med til at sætte mål, indhold og tilrettelæggelse. Det bliver således både underviseren og den lærendes projekt og fokus flyttes fra lærerens undervisning til elevens læring (Sørensen, Levinsen & Audon (2010, s. 76).

Hmmm - tænker at det må betyde at hvis vi ikke vil lave didaktiske design af i går (for at blive Ole Sejer Iversens teminologi) så skal vi invitere eleverne/de studerende ind i den didaktiske designproces i langt højere grad - eller som Ture skriver i sit indlæg vi skal ændre det pædagogiske (og didaktiske) DNA :o) 



Tures blog:  http://cfumil.blogspot.dk/2013/10/hvorfor-er-det-sa-svrt-med.html

Asterisk nr. 64, (Dec. 2012). Skal vi skærme børnene, generation touch. Aarhus Universitet

Levinsen, K. (2008). Projektmappen, Rapport nr. 1. Danmarks Pædagogiske Universitet.

Nota, (Feb. 2011) Hjælpemidler og adgang til læring blandt børn og unge med ordblindhed/svære læsevanskeligheder

Sørensen, H. B., Levinsen, K. & Audon A. (2010). Skole 2.0. KLIM